Dybe myr og Norske hus

Kommentarer Kommentarer lukket til Dybe myr og Norske hus
Af , 30. august 2022

I skoven mellem Egeløkke og Blåholtshus ligger en skovsø, som i daglig tale går under navnet “Dybe myr”.
En “myr” er et bornholmsk ord for mose, så det er en dyb mose med vandspejl året rundt, som skal ses i modsætning til “Flade myr” i samme skov, der tørrer ud om sommeren.

Vi tager en tur igennem historien omkring denne sø:

På de ældste kort fremgår den som en del af Vestermarken, som fungerede som fælles udmark for Allinge og Sandvigs bønder. Mosen har formentlig været anvendt som vandingssted, når bønderne tog dyrene med op på Vestermarken for at græsse.

På den tid gik den under navnet “Brogaards Myr”, da der formentlig har været en relation til Brogård.

I 1852 blev Vestermarken udstykket og opdelt i 4 parceller, som blev solgt på offentlig auktion af Allinge-Sandvig Kommune d. 27. juni 1853.

De 4 parceller blev købt af de 3 nærmeste landmænd, og udfaldet blev så ligetil, at det nærmest virkede til at have være fordelt på forhånd.

Parcel nr. 1 gik til Lynghuset, nr. 2 til Egeløkke, mens nr. 3+4 blev købt af Kokkeløkke.

Opdelingen tydeliggøres på dette matrikelkort fra 1853:

Adgangsvejene til de enkelte parceller er indtegnet med gul, mens den røde linje markerer matrikelskel og stengærder. Vejen er ført langs stengærdet i lige linje, da man altid anlagde veje og stier langs med matrikelskel for ikke at skråne over landbrugsjorden. Desuden er vejen ført videre bag om søen for at give adgangvej til både nr. 3 og nr. 4, og videre som adgangsvej til den “bortfæstede løkke”, som i dag er mark, og den resterende del af Vestermarken, hvor der i dag er skov.
Matrikelnumrene for de 4 udstykninger blev hhv. 375a, 375b, 375c og 375d.

Drukneulykken 1853

Blot en måned efter auktionen, 21. juli 1853, skete der en tragisk ulykke i mosen.
Det var formentlig en almindelig varm sommerdag, da den 14 årige Jens Peter Hansen, søn af daværende ejer af Egeløkke, tog en svømmetur i mosen.
Han blev fundet livløs i den bagerste del af mosen, og stod ikke til at redde.
I kirkebogen blev der som anmærkning noteret “Druknet af Vaade ved Svømning i den saakaldte Brogaards Myr i Westermarken”. – Et ulykkestilfælde, hvor ingen havde skyld.
Det satte dog så stort præg på familien, at historien er blevet fortalt igennem generationer, og mosen har ikke siden været brugt til badning.

Udstykning 1910

I 1910 buldrede turismen derudaf på Nordbornholm. Flere landbrugsejendomme i Allinge og Sandvig blev omlagt til hoteller, og der skød tilsvarende hoteller op på højtliggende klippeknolde.
Udsigten solgte billetter, og der var rift om at finde de gode placeringer.

En københavner ved navn Georg Rasmus Nielsen, fik sammen med sin bror, Robert Nielsen, øje på arealet ved Dybe Myr.
Lige nord for søen ligger den højest beliggende klippe i Vestermarken, ca. 87 meter over havet, og der var udsigt!

I dag er der meget skov, men dengang var det helt bart. Vi skal forestille os et landskab, som vi kan se det på Hammerknuden, hvor lyng og enebær hersker mellem de bare klippeknolde.
De kontaktede enken på Egeløkke, som året før havde mistet sin mand, og drev gården sammen med datteren og svigersønnen.

Fra en landmands perspektiv var en klippe og en mose et uproduktivt areal, så der blev indgået en købsaftale på den del af arealet, som alligevel ikke kunne bruges som landbrugsjord. Enken beholdt “Vestre løkke”, vest for søen, og engen øst om søen, da det fortsat skulle benyttes i landbruget.

Købsaftalen blev indgået d. 23. maj 1910, og den nye matrikel fik nummeret 375g.

Norske Hus 1910 – 1946

Brødrene Georg og Robert fik travlt.

Efter købet byggede de en lille træhytte, som de kaldte “Norske Hus”, og allerede d. 1. juli åbnede de for servering.

Første sæson blev en bragende succes.
Bornholms Socialdemokrat bragte en anmeldelse af stedet d. 12. august, som giver os et indblik i forholdene:

Et Par Brødre, Robert og Georg Rasmus Nielsen, har af H. P. Julius Kjøllers Enke, Egeløkke, Allinge, købt et Areal Lyng- og Klippemark ovenfor Kokke- og Egeløkke, helt ude ved Olsker-Grænsen. Paa dette Areal, der er nogle Tønder Land stort og højt beliggende, omkring 270 Fod over Havet, og hvorpaa der er en ikke saa lille ”Myr”, har Brødrene paa det højeste Parti egenhændigt opført et Træhus, som de kalder ”Det norske Hus”. De har selv opført saavel Soklen som selve Huset, som kun bestaar af et Rum, hvis ene Hjørne dog for i Aar ved et Forhæng er afsondret og benyttes til Køkken, da Bygmestrene ikke kunne naa inden Sæsonen at faa opført en paatænkt lille Tilbygning til dette Brug.

Her drives der Kafe og Restauration, og den har allerede nu første Sommer haft forholdsvis god Søgning, saavel af forbipasserende Turister som ogsaa af Byens Folk, ligesom den ogsaa har haft Turister, der boede i Nærheden, paa Kost.

Fra Pladsen udenfor Huset haves en storartet Udsigt udover det lavere beliggende Land og Havet, helt fra Gudhjempynten Horisonten rundt til Vestkysten. De højeste Partier af Hammeren tager ganske vist Horisonten bort, men over de lidt lavere Dele er der fri Udsigt.

Vi tænker, at de driftige Brødre Nielsen til næste Aar udvider Bedriften paa en eller anden original Maade. Begyndelsen er ganske lovende.

“Begyndelsen er ganske lovende” – lød det.

Georg stod som officielt som eneejer, men flyttede til Vejle efter første sæson. Robert fortsatte alene og indgik en lejeaftale, hvor han drev stedet videre mod en betaling på 200kr om året til broderen.
Året efter udvidede han træhytten, så den fik sit særprægede udseende:

Postkort fra perioden 1911-1914 (Kilde: Fyns Frimærke Service)

Med Allinge-Rønne jernbanens åbning i 1913 blev det nemmere for turisterne at komme rundt, og der blev arrangeret eftermiddagsture fra Rønne med gåture til bl.a. Norske hus, og retur igen med aftentoget.

Det var moderne tider.

Her en annonce i Bornholms Tidende blot 4 dage efter jernbanens åbning.

D. 23. juni 1914 noterer Bornholms Tidende, at ”Et Turistkort over det Nordlige Bornholm er bleven udsendt af Hr. Robert Nielsen, ”Norske hus”. Det er et pænt og praktisk kort”.

Fjerde sæson stod for døren, og med det nye kort var der håb om endnu flere besøgende.
Men blot 5 dage efter udsendelsen af turistkortet faldt skuddet i Sarajevo, som varslede indgangen til 1. verdenskrig.

De tyske turister forsvandt og Nordbornholms hoteller og restauranter gik i stå.
Også Norske Hus tabte pusten.

1. Verdenskrig – Norske Hus opgives

I 1916, efter 2 års krig og manglende turister, måtte brødrene Georg og Robert give op.

Norske Hus blev udbudt på auktion d. 27. Marts 1916 med inventar og det hele.

Men auktionen blev ikke som forventet.

Inventaret gik ganske vist som varmt brød og blev solgt, men buddet på huset og grunden nåede kun op på 900kr, hvilket var for lavt for sælgeren.

Efterfølgende forsøgte han sig med avisannoncer d. 3., 4. og 10 maj i Bornholms Socialdemokrat, hvor huset fortsat blev udbudt “billigt til salg”, men uden held.

Først ved endnu en auktion senere på året, d. 4. september 1916, bliver Norske Hus solgt.
Blikkenslager Mathias Christian Funch blev højestbydende med blot 825 kr, hvilket var lavere end både den tidligere auktion og den oprindelige købspris fra Egeløkkes enke.

Skiftende ejere

Blikkenslageren havde dog ikke ejendommen særlig længe, for efter 1. verdenskrigs afslutning sælger han det videre d. 22. september 1919 til “Sagfører With-Petersen af Frederiksberg” for 3.500kr.
En væsentlig prisforøgelse.
Men også Sagføreren sælger den videre, denne gang til “Fuldmægtig Steffen Brix af Hellerup” d. 7. august 1920 for 3.800 kr.
Forventningerne til huset må have været højere end hvad der kunne indfries, for det bliver solgt igen i 1923 til Hjalmar Hjorth-Ipsen for sølle 750kr.

Hjalmar Hjorth-Ipsen og krebseeventyret (1923-1940’erne)

I Nordbornholms Ugeblad d. 20. december 1923 blev der indrykket end notits om salget til Hjalmar Hjorth-Ipsen. Som den antyder, var han interesseret i jagten, mens hans søster, farmaceuten Petra Ipsen, ville hælde Radiumvand på flasker.

I de efterfølgende 20 år blev hytten brugt til fritidsbrug, men i 1943 begynder en debat i Bornholms Tidende om Krebseavl, hvor Hjalmar Hjorth Ipsen bliver fremhævet som en pioner. Han havde nemlig “allerede for Aar tilbage” sat krebs ud i Dybe Myr ved Norske Hus, og ifølge en notits d. 9. oktober 1943, skulle det være lykkedes “særdeles godt”.

2. verdenskrig – Skjulested for britiske piloter

I maj 1944, mens den tyske besættelse stadig var en realitet, nødlandede to engelske piloter på Bornholm, og bankede en morgen på døren til stenhugger Oscar Fälts hus ved Moseløkkevej. De blev taget imod, og Oscar fik arrangeret, at de kunne gemme sig i Norske Hus, så tyskerne ikke fandt dem. Oscar bragte mad og forsyninger mens de var der.

Efter nogle dages ophold, kunne de pinselørdag 1944 tage flugten til Næs, hvor en båd ventede dem, så de kunne komme til Sverige. Efter krigens afslutning modtog Oscar Fält en takkeskrivelse og belønning fra selveste Genereal Eisenhower for sin indsats.
(Kilde: Bornholms Tidende 11. november 1946)

2. verdenskrig – Sovjetiske tropper

Som bekendt blev tyskernes besættelse afløst af Sovjetiske tropper, og blandt det første hold i maj 1945, var der nogle der tog ophold i Norske Hus.
På Egeløkke bemærkede man, at de kom ned fra skoven for at hente æg fra hønsehuset. Fra sovjetisk side var der nul-tolerance overfor tyveri fra lokalbefolkningen, så de kunne have fået det stoppet, men konsekvensen ville have været fatal for de unge og sultne soldater. Og de var forhutlede at se på, blev der fortalt, så på Egeløkke så man igennem fingre med, at de tog nogle æg. De så ud til at trænge til dem.

Men de fremmede magters tilstedeværelse sled hårdt på hytten. Fotograf Kjøller tog dette billede før krigens afslutning, hvor tidens tand allerede før russernes ankomst havde sat sine synlige spor:

Foto før 1945 af Fotograf Kjøller – fra Bornholmskebilleder.dk

De sovjettiske troppers afgang i 1946 var samtidig endestationen for Norske Hus, da den blev efterladt i forfalden tilstand.

Hjalmar Hjorth-Ipsen dør i 1948, og i tiden derefter så ejerne af Egeløkke ikke meget til familien. Der var heller ikke længere en hytte at tage til.

Der blev indgået en mundtlig aftale med arvingerne om at Egeløkke kunne passe sø og skov, som var det deres egen, ligesom de kunne bruge arealet til jagt i forlængelse af deres egen jord.

Torn og krat overtog, og i 1960’erne var der intet af træværket tilbage. Kun den murede skorsten stod tilbage som en ensom søjle. Efterhånden groede buske og træer sig større omkring fundamentet, så selv skorstenen måtte give op, og lagde sig som murbrokker i fundamentets dyb. I 1990’erne husker jeg, at man skulle igennem en stor fyrrebusk, for at se de sidste rester af fundamentet, der nu var helt opslugt af skoven.

Søen blev indhyldet i en naturlig fremkommen blandet løvskov.

I 2002 blev store dele af skoven omkring søen ryddet, og fundamentet kom til syne.
Højderyggen var nu igen næsten lige så bar for vækster, som tilbage i 1910.

Egne billeder fra april 2002

Senere, efter mere end 40 år som bart fundament, blev der bygget en ny træhytte på stedet.

Smedens Lyng

Kommentarer Kommentarer lukket til Smedens Lyng
Af , 23. august 2022

I Kokkeløkkes skov findes en jordlod, som i en periode blev kaldt “Smedens Lyng”. Det er dér, hvor der i dag er plantet juletræer.

Smeden var Peter Pedersen, født 1854 i Klemensker, men kommer til Allinge og er delvist landmand og delvist smed i Søndergade. I 1880 deler han ejendommen i to, sælger Søndergade 4 og beholder Søndergade 6.

I 1888 køber han Kokkeløkke af Carl Hansinius Kofoed, som havde arvet den af sin far 6 år tidligere.
Peter Pedersen drev både Kokkeløkke og gården i byen i et par år indtil han i 1891 sælger Kokkeløkke videre til Niels Laursen Glud. Han beholder dog de to matrikler af Vestermarken, hvor der i dag er skov, men som i 1891 var lynglodder blandt klippeknolde uden særlig meget bevoksning. Vi skal forestille os et landskab, som vi kan se det på Hammerknuden, hvor lyng, enebær og klipper hersker.

Mens Kokkeløkkes nye ejere driver gården, har Peter Pedersen sin gård i byen, mens han driver dyrene til lynglodden.

Første gang vi ser det på skrift er i en avisannonce 5. oktober 1909:

Jagten
er strængt forbudt paa Egeløkke, Kokkeløkke, Smed P. Pedersens Lyngløkke og paa Smed Bergmanns Jorder i Olsker samt paa Mandig Larsens Jorder, Allinge.

Omstrejfende Hunde vil blive nedskudt
Den jagtberettigede

Hvem de end havde udlejet jagten til, så ønskede “den jagtberettigede” at have det for sig selv.

I området er der spor efter flere små stenbrud, så muligvis har smeden udlejet dele af klippepartierne til stenhuggere, ligesom han kan have forsynet dem med værktøj fra sin smedje i byen.

På de lave målebordsblade fra 1930 kan man se at der er indtegnet en lille bygning:

Øverst har vi Kokkeløkkegård, der på det tidspunkt er firlænget. Følger vi vejen ned, har jeg med en grøn ring markeret, hvor Peter Pedersen bygger en lille bygning.

I 1922 bliver den brandforsikret til en værdi på 700 kr., og består af “Beton, bindingsværk og tegltag”.

Det er en ladebygning, som formentlig har været brugt som maskinhus og til anden opbevaring.

I 1932, to år før han dør, sælger smeden lynglodderne til den daværende ejer af Kokkeløkke, Charles Nielsen.

Hans søn, Alfred Petersen, blev en af Allinges fotografer.

Ladebygningen blev i årene derefter fortsat brugt som opbevaringslade, men i dag er der kun resterne af fodmuren og gavlen tilbage, der lige som teglene ligger hvor de er sunket sammen.

Resterne af laden i Smedens Lyng 2022

Matrikler og stednavne

Kommentarer Kommentarer lukket til Matrikler og stednavne
Af , 23. august 2022

Stednavne er med til at fortælle en historie, og her vil jeg samle en oversigt over udvalgte matrikelnumre fra Allinge-Sandvig Markjorder. Listen bliver udbygget løbende.

Kortmaterialet kan ses her: Bornholms Matrikelkort Original 1 opmålt fra 1784-1818

En del af stednavnene er med i bogen Bornholms Stednavne, hvor der ofte kan findes yderligere oplysninger.

MatrikelnummerStednavnInformation
49, 50, 51, 52, 53, 54, 55, 56SimonsløkkeOpkaldt efter en tidligere ejer
57a, 60, 61, 63Caibjerg / KajbjergNavngivet efter fuglen Allike, som på bornholmsk hedder en “Caia”.
Den villavej der hedder Kajbjergvej, er navngivet efter Kajbjerg, men ligger et stykke derfra.
57bBækager
58aFodstiengenFugtig eng med fodsti til Allinge
58b, 59HalvnedeskovenAf ordet “halvdel”, dvs. en skov der blev delt mellem flere.
62Koppehullet
64Snedkerager
65KokkeløkkeengenEng der tilhørte Kokkeløkke.
66, 67, 68Byggehøjsjorden
69, 74, 79ByggehøjFredet gravhøj
70, 71, 72, 73, 75aByggersløkkeJordløkke i forbindelse med gravhøjen.
75b, 75c, 94, 101AsserengNavngivet efter en tidligere ejer “Asser”.
Den villavej der hedder Assereng, er navngivet efter dette stednavn, men ligger et stykke derfra.
76, 77, 78, 80, 85KokkeløkkeagerenAgerjord tilhørende Kokkeløkke
81, 87b, 90a, 92FolledalenFormentlig navngivet efter hestenes føl, da Hestenshøj ligger lige ved siden af.
82, 87a, 89EgesløkkenStednavn efter Egebevoksning.
83aHusestælsengenDer har formentlig ligget en bebyggelse her, som er blevet forladt, hvilket på bornholmsk hedder en “stæl”.
84KokkeløkkenFormentlig navngivet efter en tidligere ejer ved navn “Koch”. Optræder som fællesbetegnelse for det område der afgrænses af Byggehøj, Moseløkken, Egeløkke og åen.
86Kokkeløkkestykket
88, 90b, 91, 93, 95, 96, 97HestenshøjHar tidligere indeholdt en gravhøj med en stensat grav.
98KirkejordHar tilhørt kirken så længe tilbage jeg kan finde skriftlige kilder. Hvornår og hvorfor er fortsat en gåde, men der blev indgået lejekontrakter om dyrkning, og også i dag bliver jorden forpagtet ud, med betaling til Allinge Kirke.
99, 100Aaen / Aamindet
371 + 372ArvefæstelodArvefæste tildelt Jørgen Pedersen Hammer 1859
375a, 375b, 375c, 375dVestermarken4 udstykninger af Vestermarken, efter auktion i 1853.

Kraks forlag

Kommentarer Kommentarer lukket til Kraks forlag
Af , 20. august 2022

Kraks forlag har rødder tilbage til 1770, hvor “Hans Holck” udgav 1. udgave af Vejviseren for København.

Virksomhedens nuværende navn kom først i 1862, da Officer og Stadskonduktør Elias Christian Thorvald Krak, f. 1830, overtog udgiverretten til denne vejviser. Kraks Forlag blev grundlagt og i 1898 overdraget til sønnen Ove Krak (1862 – 1923), der var læge.

Ove og hustruen Else Krak fik ingen børn og Thorvalds søster, Ida Andrea Sophie Krak, døde også barnløs. Denne gren af Krak-slægten har derfor ingen direkte efterkommere.

Kraks familiegravsted på Garnisonskirkegården i København (Kilde og copyright: Gravsted.dk)

Slægtslisten kort

 Anders Larsen (1682 – 1742) Kongsfæste på Krakgård fra 1719
– Søn: Lars Andersen Krak (1713 – 1785) Frikøber Krakgård i 1744
– Søn: Anders Larsen Krak (1747 – 1811) Sælger Krakgård i 1802
– Søn: Hans Andersen Krak (1789 – 1844) Født på Krakgård, skibsfører i København
– Søn: Thorvald Krak (1830 – 1908) Stifter af Kraks Forlag
– Søn: Ove Krak (1862 – 1823) Sidste Krak på Kraks Forlag

Hans Andersen Krak er født på Krakgård, og bliver d. 19. Maj 1828 gift i Garnisionskirken med Karen Sophie Lind (1800 – 1877) fra Olsker. Som skibsfører lykkedes det Hans Andersen Krak at bryde ud af bondestanden, og etablere sig i København. Sønnen Thorvald fik sin uddannelse i militæret, og kunne efterhånden præsentere noget af et CV:

… Efter at have gaaet i Mariboes Skole indtraadte han i 1848 som Elev paa den kongl. militære Højskole, men gjennemgik tillige 1848-50 Central- og Kommandoskolen i Kjøbenhavn. Han udnævntes 1850 til Sekondlieutenant á la suite i Artilleriet med Anciennitet fra 1. Maj 1848 og afgik s. A. til Feltingeniørdetachementet.

Efter Krigen blev han Elev paa Ingeniørtroppernes Exercerskole i Kjøbenhavn, og han indtraadte i 1851 paa ny paa Højskolen for at afslutte sin Uddannelse der. Ved Afgangen fra Skolen i 1853 udnævntes han til Premierlieutenant i Ingeniørkorpset og ansattes ved Fæstnings- og Bygningstjenesten, først i Fredericia og i 1854 i Kjøbenhavn. Fra 1855-57 gjorde han Tjeneste ved Ingeniørtropperne, hvornæst han fortsattes til Kjøbenhavns Fortifikation. 1858 erholdt han Afsked af Krigstjenesten med Kapitajns Karakter, i det han fra 1. Maj s. A. overtog Stillingen som Stadskonduktør i Kjøbenhavn, som han endnu beklæder.

1892 udnævntes han til Etatsraad. – I 1860 udgav K. en Piece som Skatterne paa Ejendomme i Kjøbenhavn, og fra 1863 har han været Udgiver af “Vejviser for Kjøbenhavn og Omegn”. I 1893 udkom hans Bog: “Whist, Principperne og Reglerne for Firemandswhist” – K. ægtede 16. Nov.1858 Charlotte Henriette v. d. Recke (f. 27. Nov 1828), Datter af Kapitajn i Ingeniørkorpset Peter Blankenberg Prydz v. d. R. (f. 1793 d. 1847) og Caroline Cecilie f. Petersen (f. 1795 d. 1868)

Fra Dansk biografisk Lexikon, Udgivet af C.F.Bricka, 19 bind, Gyldendal 1887 – 1905

Han overtog og udviklede vejviseren til at blive til et almennyttigt opslagsværk for borgere i byen.

Sønnen Ove var læge, men blev efterhånden mere og mere inddraget i virksomheden. I 1898 overtog han udgivelsen, stoppede som læge og valgte at vie sin tid til udgivelsen.

Han var manden bag den Kraks Blå Bog, som stadig udgives, men valgte af ren ydmyghed ikke at skrive sig selv ind i den.

Ove testamenterede hele virksomheden til Kraks Legat, som nu hedder Kraks Fond, og fra 1923 blev det drevet af denne fond.

I 2007 blev Kraks Forlag opkøbt af svenske Eniro, som udgav telefonbøger i resten af landet. Overskuddet gik til Kraks Fond, som årligt giver uddeling til formål, der bl.a. skal styrke dansk erhvervsliv.

Københavns Bibliotek har digitaliseret samtlige Kraks vejvisere, så de er fuldt tilgængelige.